Hvad er kernelæder?... og hvorfor er det så fedt?
Hvad er kernelæder?
Jeg kan huske første gang, jeg stod med et stykke ægte kernelæder i hånden. Det var i min fars værksted – duften, fornemmelsen, tyngden… Det var som om materialet i sig selv havde noget på hjerte. Den dag var nok starten på min kærlighed til kernelæder.
Kernelæder er ikke bare læder. For mig er det noget råt, ægte, oldnordisk og udtryk for godt håndværk. Det er nok et af de fineste materialer, man kan arbejde med. Især i vores plastik-tider, hvor man ikke ved om den lækre uldtrøje man lige har købt er mest får eller mest polyester. Med kernelæder kan man ikke tage fejl – det dufter af dyr!
Men hvad er kernelæder egentlig? Og hvorfor er vi så tossede med det hos seierverk?
Kernelæder er det tætteste, mest slidstærke stykke af kohuden – det midterste lag, hvor fibrene er mest kompakte og stærke. Det er det, man kalder for “full grain leather” på engelsk, og det betyder, at overfladen er ubehandlet. Ingen sleben top, ingen kunstig finish – bare læder, som det er.
Fordi det ikke er dækket til eller poleret glat, kan du se læderets naturlige karakter.
Det kan være små ar, insektbid eller farveforskelle – og det er præcis dét, der gør kernelæder så interessant. Hvert stykke er unikt.
Det er et af de få materialer, hvor slid ikke forringer, men forædler produktet. Jo mere du bruger det, jo flottere bliver det. Og vi elsker patina ♥️ Hallo, hvor mange af ens egendele kan man egentlig sige det om. Især er bælterne i kærnelæder utroligt gode til at tilpasse sig lige netop dig, da de bliver formet af din varme og bevægelser i løbet af dagen.
(En kort andekdote: I 2015 var jeg på Ullevi stadion for at høre mit yndlingsband Foo Fighters live, for første gang nogensinde. Og den koncert skulle vise sig at blive historisk! Dave Grohl falder nemlig af scenen og brækker sit ben, ganske få minutter inde i koncerten. Som den rockstjerne han er, fuldførte han resten af koncerten på krykker, men lettere påvirket må han have været, fordi den stakkels rock-stjerne blev ved og ved og ved med at gentage samme sætning “Let me tell you something…”
Så let me tell you something about kernelæder:
1. Holdbarhed
Kernelæder er lavet til at blive brugt. Det er ekstremt slidstærkt og kan holde i mange, mange år – ja, vi håber faktisk altid, at de ting vi laver hos seierverk en dag går i arv. Det kræver selvfølgelig, at det bliver passet på, men det er netop en del af charmen.
2. Patina
Kernelæder ældes med ynde. Det starter ofte i en lysere tone og bliver langsomt mørkere og mere glødende, jo mere det bliver brugt og rørt ved. Det er lidt som om, det tilpasser sig den person, der bruger det. En pung eller et bælte, du har haft i 10 år, fortæller med sin farve og sine mærker en hel lille livshistorie.
3. Tæt på naturen
Vi elsker, at kernelæder er ægte. Det er ikke forsøgt gemt bag et lag plastik eller malet med kunstige farver. Du får et levende materiale, der reagerer på omgivelserne og ændrer sig med tiden. Det føles bare mere rigtigt. Du kan dog også gøre noget selv for at vedligeholde og pleje det – f.eks. bruger vi vores egen læderfedt, som er lavet af 100% naturlige materialer.
4. Troværdigt produkt
Kernelæder holder formen, og det gør det ideelt til produkter som tasker, nøgleringe og bælter. Du får et produkt, der ikke bare falder sammen eller mister sin struktur efter lidt brug. Det bliver ved med at være robust – og flot.
Hvordan og hvorfor bruger vi kernelæder hos seierverk?
Hos seierverk arbejder vi udelukkende med vegetabilsk garvet kernelæder. Det vil sige, at læderet er garvet med naturlige plantestoffer, som fx bark og blade, i stedet for skrappe kemikalier som krom. Det tager længere tid – ofte flere uger – men resultatet er læder, der er både smukt og mere skånsomt for naturen og materialet.
Vi vælger kernelæder fra europæiske garverier (fx fra Tarnsjö i Sverige), hvor der er styr på både dyrevelfærd, miljøhensyn og kvalitet. Vi vil vide, hvor læderet kommer fra og hvordan det er blevet behandlet, før det lander på vores arbejdsbord. Det betyder også, at vi kan stå inde for det produkt, vi sender videre til dig.
Vores kernelæder er fast, men smidigt. Det har en dyb farve og en naturlig overflade, der tager imod vores læderfedt på den helt rigtige måde. Og apropos det – vi bruger selvfølgelig vores egen læderfedt, som vi har udviklet selv. Den er lavet af 100% naturlige ingredienser og hjælper med at holde læderet blødt, beskyttet og lækkert.
Vi forsøger også at bruge hver en centimeter af læderet. Reststykker bliver til nøgleringe, småpunge eller bruges til prototyper. For os handler det ikke kun om at lave noget flot, men om at behandle materialet med respekt. Det er jo trods alt naturens arbejde, vi bygger videre på.
Kernelæder er ikke bare et materiale – det er en oplevelse. Det er følelsen i hånden, DUFTEN, historien i hvert ar og den måde, det bliver ved med at udvikle sig. Det er derfor, vi elsker det hos seierverk.
Når vi laver noget i kernelæder, laver vi det ikke kun for dig i dag, men forhåbentlig for flere generationer i fremtiden.
Så næste gang du står med et produkt i kernelæder i hånden, så prøv at mærke efter. Du har ikke bare fat i en taske eller et bælte – du har fat i et stykke godt håndværk, som du kan tage med dig i mange år frem.
